Menu

Vedtægter

Vedtægter for Ebeltoft Idrætsforenings Fodboldafdeling.

 

§ 1.Navn:

Afdelingens navn er Ebeltoft Idrætsforenings Fodboldafdeling.

 

§ 2 Tilhørsforhold:

Afdelingen er en underafdeling af Ebeltoft Idrætsforening og er som sådan, udover bestemmelserne i nærværende vedtægt, underkastet de til enhver tid gældende love for hovedforeningen. Afdelingen repræsenteres gennem sin formand i foreningens hovedbestyrelse.

 

§ 3 Formål:

Afdelingens primære formål er at dygtiggøre medlemmerne i fodbold.

 

§ 4 Organisation:

Afdelingen ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, som efter behov kan dele sig op i stående og midlertidige udvalg, hvis dispositioner den samlede bestyrelse er ansvarlig for. Efter bestyrelsens beslutning kan disse suppleres med medlemmer uden for bestyrelsens midte.

 

Afdelingens generalforsamling vælger bestyrelsens medlemmer, der afgår med 3 medlemmer i lige år og 4 medlemmer i ulige år. Den valgte bestyrelse konstituerer sig selv.

Såvel formand som bestyrelsesmedlemmer kan genvælges.

 

§ 5 Økonomi:

I afdelingen optages såvel aktive som passive medlemmer, der betaler et af bestyrelsen fastsat kontingent. Bestyrelsen kan fritage et medlem for kontingent i kortere og længere tid.

 

§ 5.1 Tegningsregler og hæftelse:

Stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i foreningen. Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes bestyrelsen af den samlede bestyrelse.

Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

 

§ 6 Generalforsamling:

Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt i februar måned i overensstemmelse med følgende dagsorden:

  1. Valg afdirigent.
  2. Formandens beretning.
  3. Kassererens beretning.
  4. Behandling af forslag fra bestyrelsen.
  5. Behandling af forslag fra medlemmerne.
  6. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer i lige år og 4 bestyrelsesmedlemmer i ulige år.
  7. Valg af 2 suppleanter
  8. Valg af 2 revisorer.
  9. Eventuelt.

  

Afholdelse af generalforsamling skal bekendtgøres med mindst 8 dages varsel og forslag til behandling under dagsordenens punkt 6 skal fremsendes skriftligt til formanden senest 4 døgn før generalforsamlingens afholdelse.

 

Generalforsamlingen, der er afdelingens højeste myndighed, jfr. dog § 7,er beslutningsdygtig ved simpelt flertal.

 

Stemmeret har medlemmer, der inden generalforsamlingen er fyldt 16 år,samt medlemmer under 16 år, hvor forældrene har stemmeret med 1 stemme pr. husstand. Forældre kan dog ikke afgive mere end 1 stemme.

 

Ved indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal dagsordenen i fuldstændig form fremgå af annonceringen.

 

Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, såfremt bestyrelsen finder det påkrævet eller såfremt mindst 1/5 af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring herom.

 

§ 7 Ophør:

Afdelingen kan alene opløses efter beslutning i foreningens hovedbestyrelse,der ligeledes træffer beslutning om, hvad der skal ske med afdelingens aktiver og passiver.

 

§ 8 Ændringer:

Ændringer af denne vedtægt kan med undtagelse af § 1, 2, 3 og 7 ske ved opnåelse af simpelt stemmeflertal ved 2 på hinanden følgende generalforsamlinger.

 

Forslag til vedtægtsændringer skal annonceres ved indkaldelsen til generalforsamlingen.

 

Således vedtaget ved generalforsamlingen afholdt den 7. marts 2016.

/Bestyrelsen.

Luk